3. Projekt - Præsentationsportfolio

Proces + Refleksion

Til vores tredje projekt, vores 1. semester eksamensprojekt, skulle vi lave en præsentationsportfolio for os selv, der skulle kunne bruges til at “sælge os” til en målgruppe og mulig klient.

Igennem nærmest hele første uge brugte jeg lang tid på bare at gøre mig overvejelser og diskussioner med bekendte, da jeg ikke rigtigt havde nogen som helst idé til, hvem min målgruppe skulle være. Når projektet og det endelige produkt er så personligt som det er, føles det hurtigt som om at den reelle opgave er at putte mig selv i en kasse. Hvis hjemmesiden skal være min, og laves på den måde jeg selv helst vil have den, er det så ikke mig der bliver målgruppen i sidste ende, i hvert fald til dels? Og hvis jeg er målgruppen, hvilken “type” er jeg så? Hvordan ville jeg se ud som en Persona?

Det blev hurtigt en smule små eksistentialistisk, så jeg begik en design-dødssynd og valgte at begynde på mock-ups og wireframing som det første, inden jeg overhovedet kiggede nærmere på målgruppen. Jeg begik yderligere endnu en design-dødssynd ved at lave “mock-up’en” inden jeg lavede selve wireframen, udelukkende fordi jeg havde fået mig en idé til den visuelle identitet som jeg gerne ville have respons på til “silent feedback” inden at jeg havde lyst til at låse mig alt for meget fast på den, når jeg skulle til at tænke designet mere praktisk. En hjemmeside hvor baggrunden ville se anderledes ud, ud fra hvor langt man har rullet ned. I toppen skulle den være en stjernehimmel, i bunden skulle man se en horisont af natur

Idéen var valgt blandt andet ud fra de diskussioner jeg havde haft i løbet af ugen, da jeg har venner der er langt bedre bekendte med både HTML og CSS end jeg er. Jeg ville gerne have at min hjemmeside var “personaliseret” og at man skulle kunne se at det var mig der havde lavet den (hvis man kender mig), men alligevel ville jeg også være sikker på at det skulle være noget der overhovedet var realistisk for en nybegynder at kunne lave (uden generativ AI) på den tid vi fik til projektet, og derfor sparede jeg idéer med mine programmerings venner.

Til silent feedback fik jeg to primære kommentarer. Der var mange der godt kunne lide min idé med at baggrunden skulle være et langt billede man scrollede ned igennem, men der var også mange der syntes at siden kunne se lidt fjollet eller barnlig ud. Jeg forstår kritikken, men jeg tror at den delvist måske “bare” kom fra de billeder jeg havde brugt til min mock-up, hvor stjernehimlen lignede noget fra en tegnefilm, men nok også på grund af min idé med flere “udgaver” af mig der skulle være rundt omkring på siden, f.eks. hængende fra headeren eller siddende på en flyvemaskine osv.

Min plan var altid at min rigtige hjemmeside skulle bruge rigtige fotografier af stjernehimlen og flyvemaskinerne osv, men alligevel var jeg tilbøjelig til at give dem ret, og endte også med at gå væk fra idéen om at have alle de forskellige objekter i himmel-baggrunden, men jeg var tilfreds med den positive feedback på min kerne idé.

Allerede næste dag havde min studiegruppe booket og aftalt at mødes i medielab både for at tage billeder til vores hjemmesider, samt også for at hjælpe hinanden med kode hvis der var behov for det. Især jeg skulle bruge mange, mange billeder den dag, da min idé med alle de små Rune’er på min side krævede at jeg i princippet fik taget så mange mulige billede af mig selv i så mange mulige forskellige positioner som muligt. Det blev alt sammen gjort foran medielaboratoriets greenscreen. Tanken var at det ville være en nem farve at fjerne hurtigt i Photoshop, da jeg ikke ellers gik i stærke grønne farver. Det betød dog også at jeg fik en smule svag grøn belysning på mig hele vejen rundt af min “kant”, som jeg manuelt måtte fjerne med “Color Replacement Tool”.

På det her tidspunkt sad jeg stadigvæk fast i den del med målgruppen. Jeg synes den var svær at definere, fordi mit håb var i princippet at kaste så bredt et net som muligt, imens jeg stadigvæk fik lov til at lave min hjemmeside som jeg selv gerne ville have den. Jeg plejer at sige at jeg føler mig mest hjemme i video- og billedredigering, men jeg havde ikke helt nok produkter at kunne bruge af der, til at kunne udelukkende fremvise det. Jeg havde heller ikke rigtigt tid til at lave nogle helt nye produkter nu, hvilket også var en grund til at jeg måtte søge efter en bred målgruppe. Alligevel kunne jeg indsnævre den ved at det skulle være folk der godt kan lide tingene lidt “skørt”, så at sige. Jeg har længe været lidt træt af “kliniske” hjemmesider, og af hvordan langt de fleste virksomheder (og private borgeres profiler) online er blevet mere og mere ensformige. Jeg er ung, men jeg kan alligevel godt huske et internet der lagde vægt på at alle og enhver skulle personliggøre sin egen del af internettet, enten gennem profiler på sociale medier eller egne hjemmesider. Og det er folk som har det på samme måde, jeg så som min målgruppe.

Min forside skulle være mig der sidder smilende på en sky, mange af mine fremviste produkter havde et eller andet strejf af noget “sært” eller humoristisk, mit farvevalg skulle forblive farverigt (men dog ikke ligeså “vildt” som på min silent feedback “mock-up”), og min Tone of Voice ville være en ung, afslappet og lidt skæv stil, dog stadigvæk med nok seriøsitet til at jeg kunne præsentere mig selv som en person med faglig viden. Jeg endte med at gå væk fra idéen om at have mange forskellige billeder af mig selv rundt omkring på siden, da det hurtigt tog rigtigt lang tid at klargøre billederne, samt hvor svært det blev at vedligeholde responsivheden på hjemmesiden med mange små og uregelmæssige billeder på hver side.

Endelig blev det tid til rent faktisk at begyndte ordentligt på koden til hjemmesiden. Jeg havde allerede tjekket lidt op på HTML og CSS inden dette punkt, men det var mest for at opfriske hvad jeg havde lært i undervisningsgangene op til kick-off. Jeg tog et valg fra starten af at jeg ville undgå selv at bruge AI så vidt muligt, dog med det forbehold, at det sandsynligvis er uundgåeligt at undslippe fuldstændigt, da der f.eks. er mange der bruger det til kodning, hvilket betyder at hvis jeg kopierede et stykke kode som en fremmed havde foreslået i en kommentar på Stackoverflow, kunne det muligvis være skrevet med AI.

Selve processen af kodningen af hjemmesiden bestod meget af at jeg lidt famlede mig frem i mørket. Hvis jeg ville have et element på min side, undersøgte jeg hvordan andre folk havde lavet noget lignende med W3schools, YouTube, Stackoverflow eller andre internet fora. Hvis det gik galt og ikke virkede som det skulle, tog jeg mod til mig og prøvede at spørge venner der ved mere om kodning end mig. Både hjemmesidens baggrund og logo lavede jeg i Photoshop, og endte med at passe min lidt vage målgruppe fint, også selvom at logoet egentligt startede bare som en slags placeholder jeg lavede for at holde pause fra kodning.

Den sidste del dér, er et eksempel på en af mine styrker og svagheder, efter hvordan man ser på det. Som regel når jeg har lavet kreative projekter igennem mit liv, har jeg foretrukket bare at “springe ud i det” uden alt for meget planlægning. Og selv hvis det bliver nøje planlagt, plejer jeg ofte at afvige ret markant fra den plan som projektet skrider frem. Mine yndlings produkter er dem jeg laver ved at improvisere og “føle mig frem” til det endelige resultat, hvilket i princippet er en dødssynd her på studiet. Jeg vil hellere i gang med selve produktet/erne, måske endda flere af dem på en gang, og når tit at glemme forarbejdet helt indtil det er lidt for sent og ikke længere giver mening at lave.

Det er ingen åbenbaring for mig, men projektet har også gjort det tydeligt, hvordan jeg trives langt bedre i gruppearbejde (såfremt gruppedynamikken fungerer), da jeg selv er dårlig til systematik og struktur. Jeg har det med at være lidt sen i optrækket når det kommer til at begynde på opgaver når jeg er alene om det, hvorimod at jeg ikke engang har brug for at blive “pisket i gang” af andre i gruppearbejde, der kommer min flittighed af sig selv. Jeg ved ikke helt om jeg kan komme på nogen god forklaring på hvorfor jeg har det sådan, men der er gode chancer for at det på en eller anden måde er forbundet til min ADD.