2. Workshop - Prototyping

Proces + Refleksion

Til vores anden workshop, havde vi omkring Prototyping.

Meningen med workshoppen var at give os et lynkursus i både prototypingsdelen i designprocessen, samt hvordan man bruger Figma og hvad det er i stand til. Dette skulle opnås ved at vi i grupper skulle designe en “dating app” til en af fire forskellige målgrupper. Børn, hunde, unge mennesker eller ældre mennesker. Vi valgte ældre mennesker, da vi havde ingen idéer til de to første, og tænkte at ældre mennesker ville være mere interessant og udfordrende end unge mennesker, da der allerede er rigeligt med dating apps lavet til den målgruppe.

Vi begyndte med at planlægge appens funktionalitet, ud fra målgruppens behov. I stedet for “swiping”, ville vi bruge (store) knapper. Profiler skulle også inkludere mulighed for at sige, om man havde været gift før, har børn/børnebørn og dermed tillade sortering ud fra dette, så brugerne med det samme kunne være åbne og ærlige omkring hvad de søger.

Det næste vi begyndte på var wireframing på papir, som jeg dog ikke har nogle billeder af. I princippet er manglen på billeder næsten passende, da vi hverken brugte vildt lang tid på dem eller fulgte dem særligt tæt, da vi skulle lave prototyper i Figma. Da vi skulle brugerteste vores første prototype af app’en, brugte vi en af de andre grupper i klassen. Den primære feedback vi fik var at farvepaletten havde visse mangler. De gjorde det ikke tydeligt at app’en skulle være en dating app, og skabte også problemer ift. kontrast og læsbarhed. Derfor fokuserede vi bagefter på at finde frem til en ny farvepalette, inden vi lavede nogle andre ændringer.

Til sidst skulle vi lave en prototype individuelt, baseret på en brugertest mere, som også blev lavet individuelt. Jeg havde ikke nogen mulighed for at finde en testperson i tide der også var en del af målgruppen (Ældre mennesker på 70+), så derfor var jeg nødt til at fortælle min testperson at de så vidt muligt “leve sig ind i rollen” og levere deres respon udfra den rigtige målgruppes perspektiv, hvilket selvfølgeligt betyder at den feedback jeg fik ikke var så god som den kunne være. Yderligere bestod min feedback primært af at det hele var “fint nok” som det var, hvor de eneste kritikker jeg fik var små detaljer såsom alignment og tydelighed ift. hvilke knapper gjorde hvad. Min samlede resultater fra brugertesten medførte at min endelige prototype ikke havde nogle massive, radikale ændringer, men at den i stedet egentligt lignede sig selv, dog med en pænere opsætning af Figmas prototype “snore”, samt en masse små ændringer for at få knapper til at stemme overens imellem de forskellige sider.

Havde vi haft mere tid, ville jeg nok have gjort en større indsats for at lave en brugertest med den rigtige målgruppe, da det ville have givet langt bedre feedback og data ift. forbedringer. Selv hvis det ikke var muligt, ville jeg i det mindste have brugt den ekstra tid på at spørge flere forskellige folk til den sidste brugertest, for at få mere brugbar og forskelligartet feedback. Udover dette, kunne vi nok også have brugt mere tid på wireframes inden selve prototyping, da godt forarbejde hurtigt kan spare dig en masse tid senere i processen.